skulde ha sig en Kjole; og godt var det ialfald; at han bavde nogen med sig; sau la han ikke saa meget Mærke til hende.
„Altsaa en Selskabskjole, Frue?” — henvendte Chefen sig med adsøgt Venlighed til Assessorinden.
„Nærmest en Selskabskjole, ja,” svarede denne; „Direktøren derude gir nok ikke stor Middag for ingenting!”
„Nei, nei, man lever, men lever . . .”
Fruen tog Plads, mens Jensen satte to Stole foran hende til at brede ud Tøierne paa.
„En Selskabskjole ja,”" gjentog han langsomt
og grundende, idet han saa sig om i Hylderne.
„Ak ja, bedste Frue, naar jeg nu bare vidste —” fortsatte han med klynkende Stemme og tragiske Armbevægelser. „Jeg har rigtignok for Tiden et Assortement at culørte Stoffe som — men til Dem, kjæreste Frue, ved jeg virkelig ikke — . Nyt, nyt; aa disse Damer, disse Damer!”
„Aa. vi er saamaMi ikke saa farlige enda; vi lar os vist noksaa let lure, tænker jeg.”
„De er slem, Frue, — min værste og min bedste Kunde.” 1a han til. idet han bøied sig fremover Disken og saa hende ind i Ansigtet med et elskværdigt Smil.
„Aa De Jensen,” lo Fruen og rystet paa Hodet.
„Dybgrønt med gult, huf nei, det har De prakket paa mig før engang: har De ikke noget mer moderne?”
