— Dennegang gik det godt. Chefen kom
ikke igjen om Ettermiddagen. Der blev hentet Øl
paanyt, og der var et syndigt Leven inde paa
Lageret.
Frk. Halvorsen havde ret som det var Anfald af ond Samvittighed. Tænk om han kom alligevel. Hun vilde dø af Skam, hvis han fik se hende staa der og fjase med Herrerne. Det var jo slet ikke rigtig — saa snil og hyggelig som han havde vært mod hende; men det var for kjedeligt at staa der inde i Butikken alene, naar de andre holdt Morro: hvert Øieblik maatte hun ind til dem og høre hvad de nu lo af igjen. Gud, for alle de Historier de fortalte. Det var frygtelig Morro at høre paa, enda hun forstod ikke paa langt nær alt. De fortalte om Skipperfruer som hadde „Kapellaner” og Løitnanter og Grosserere som holdt „Mætresser”, Gud ved, hvad det egentlig betød: men noe grovt var det vist ialfald, for de lo saa frygtelig. Sligt noget havde hun aldrig hørt Tale om hjemme i Sandefjord. Der var vist meget rart hermde i Kristiania. —
— — Det var umuligt for hende at faa sove den Nat. Vinen hun havde drukket om Ettermid dagen, og alt hun havde set og hørt havde gjort hende rent fortumlet. Historierne fra Lageret, Scener fra Theatret, og Samvittighedskvaler fyldte i stor Forvirring hendes Hode.
Sommetider lo hun høit af et eller andet fra
