Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/74

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


W64 Vidden. Thi ’l’orbjørn var-grundkjendt paa denne og kunde„tage sig frem i alle Slags Veir. Lars er- kjendte ham for sin Overmand i dettePunkt. Og dog var To.rbjørn en født Halling. Han var kom- men over Vidden og havde nedsat sig paa Maurset som Husmand. Siden har han draget over Havet videre mod Vest til Amerika.‘ . L Endnu blev der en Station, paa Sæteren Stor- lien. Men saa kom vi ud. paa rette store Vidden. Den havde ikke .forandrel sig siden 1859. Men ingen vidste, “ hvor vi rigtig skulde hen. Vi holdt os –temmelig mod Nord .og fulgte længe Vinterveien over til ‘Nygaard. Vi gik og vi gik og befandt os tilsidst i en- betydelig Høide. Skumringen begyndte; men ingen Hytte var at tinde. „ Saa førte Lars os ind paa Halnebotnernes urede, ujævne Lænde, idet han sagde, at paa deres Østside laaKrækjavandet. Men ingen Hytte var at se. Det var langt over Midnat, ogvi maatte vandre langs et Vand, som senere viste sig at være Dragøina.j Pludselig saa Lars det skinne i en Fonn. Der var Maalet! mente han. Men„det var en ny Feilregning Saa maatte vi gjøre Holdt. .Vi bredte vore Oliekapper paa Jor- den og over dem redede vi os Sengej ved Tæp- perne. Alle„tire strakte hvi os under dem og kom snart til Erkjendelse af, at vi –havde„faaet et her- 1igt Leie. W WÆ.“gþ . „ . M „Vi sov Time efter n Time.„ Kl. 6„ vaagnede jeg. Huen eller, Hatten, D hvad det nu var, var faldt af, og jeg frøs bitterlig –paa Hovedet, medens jeg