47“ og vi følte med ham. Enten jeg gik alene eller flere i Følge, altid havde jeg det samme Indtryk af det Storslagne1og Ophøiéde, af det-Umiddelbare og Betagende. Jeg har kjendt Fjeldlivet i den samme Form, hvori det‘viste sig for Asbjørnsen. I min første Vandringstid var det endnu muligt at træffe de samme, som havde været 0riginaler for hans Skildringer Endnu var 0mgivelserne de samme, som da han vandrede i Fjeldet. Men dermed blev ogsaa Fjeldet som en Helligdom, hvori det ikke var enhver forundt at trænge ind. – Forud for den Slægt, som mine Venner og jeg tilhører, var der gaaet andre, som atter havde vist os Veien. De ældste Banebrydere er at søge helt fra Slutningen af det 18de Aarhundrede inden den Kreds af Videnskabsmænd, som –siden knyttedes til det norske Universitet. Mellem dets Professorer og Studenter træffes der Mænd som Esmark, Smith, Keilhau og Boeck, Dovrefjelds, Rjukans og Jotun- heimens J ()pdagere. Universitet“ets Mænd har fort- sat paa de’n‘Vei, som de 11äV(1cv betraadt, og vi kan regne os det“til Ære.“ I“ Univ-ersitetetsÆHistorie maa -et Blad ofres ogsaa til denne Del af dets Virk- somhed. 1 W i ‘ – a ““ “ ’Tyveaarenes og Trediveaarenes Mænd søgt-e op i Fjeldet Ogsaa Asbjørnsen og Moe havde sine Forgjængere, som af Selvsyn kjendte, hvad de skil- drede“ i‘ en Form,“som for os er bleven “klassiSk. Jeg ved, at der fra P. J. Colletts fine Pen forelig- ger Breve, som skildrer Trediveaarenes-Sæterliv“i
