Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/36

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


26 vel kjendte Opskrift. Da “–Sog11epræsten havde til- ladt os at hente den Melk, han ellers skulde have hos sin Vært Hellik Rabba, var jo dette til nogen Hjælp. Men saa fik vi til Middag den paafølgende Dag en rædselsfuld Suppe, noget Grynsaadd af ube- stemmelig Sammensætning. Vi havde saa inderlig ønsket at kunne forlade Røldal allerede næste Morgen, Søndag 17. Juli. Men Veiret havde slaaet sig vrangt. For os vilde det været betænkeligt i Regn og tyk Skodde at vandre op Haarebrækkerne, og saa tog vi os nødtvungne en Hviledag. Det var jo Søndag. Men under Præ- stens Fravær var her ingen Gudstjeneste. Imidler- tid optraadte der en ældre Herre, som kaldte sig Klokker paa Stedet, og som med overstrømmende Venlighed tog sig af os Baansekarer. Under hans Veiledning besaa vi den gamle Kirke med dens undergjørende Christusbillede. Det var henslængt paa Loftet, og der oppe laa ogsaa nogle af de i Træ udskaarne Efterligninger af Arme og Ben, som var skjænket til Kirken af Personer, som mente at have faaet sin Helbred tilbage efter en Valfart til Røldal. Som 1Røldal den-, Gang laa, havde det endnu mange Minder fra den Tid, da det var det berømte Valfartssted, hvor fremmede Syge strømmede sam- men hver Jonsokskveld, for at berøre Kirkens gamle Krucifix. I 1835 havde den sidste Valfart fundet sted. Pastor Wilhelm Koren havde tilfældig været i Røldal, som den Gang ikke havde fast Præst. Saa var han bleven opmærksom paa, hvad der