Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/22

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


I2 Alt dette var kun Forpostfegtninger. Det store Slag kom i 1859, da Forberedelserne allerede begyndte tidlig paa Vaaren. Jeg tror, at det var min Klassekammerat Johan Vibe, som først udkastede Tanken paa en rigtig stor Fodtur. Denne skulde sætte en Rekord i alt, hvad der endnu var udført af vor ungdomme1ige Kreds. Johan Vibe var over atten aar gammel, og han var den ældste i denne Kreds. Hans Fader, Major Andreas Vibe, var Chef for den geografiske Opmaaling, og fra ham havde vi lært meget om vort Fædreland, lige- ledes i den af Krantz skildrede Aand. Da Sønnen kom med sine Planer om den store Fodtur til Laurentius Stenersen og mig, som begge i 1859 fyldte vort sekstende Aar, da var det kanske saa, at det svimlede lidt for os. Men snart fik Planerne ogsaa vor Tilslutning, ligesom de blev billiget i vore Hjem. Ruten blev udarbeidet i sine Enkeltheder? og tilsidst var alt “fo“rberedt. Først maatte vor Examen være afgjort ved Skolen; men saa var vi frie, og saa kom den store Dag, da vi satte ud. Oprigtig talt maa jeg nu tilstaa, at vore Forældre var noksaa naive, da de saaledes slap os ud og lod os vandre over de store Ødefjeld. Men Lykken hjalp os over. Sommeren 1859 var varm og tør som faa. Havde den været kold og vaad, vilde den muligens have dæmpet de tre unge Vandreres Lyst til at fortsætte i paafølgende Aar. Nu forøgede den kun vor – ialfald min glødende Begeistring for at lære mere af Landet at kjende.