Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/157

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


1 4W7 saa tidlig ud næste Morgen. Da indtraf det Uheld, at min Fader blev spændt paa Benet af en Hest, og efterhaanden blev det stedse klarere, at Skaden var noksaa alvorlig. Vor Reise opover Dalen, forbi Klevene og Stølerne paa Opset blev derved meget forsinket. Men vi kom dog frem. Langsomt ryk- kede vi forbi Rundehaug og opigjennem Dalens øverste Parti, efter TelegrafstoIperne,– til Høiden af Gravahalsen. Men da var det allerede mørkt. Klok- ken blev 1O, og det var den 18de August. Kun uklart skimtede vi Flaamsdalen under os. Udover de bratte Stup var det umuligt at sidde paa Hestene. Min Faders Ben voldte ham heftige Smerter. Bedst var det, naar vi kunde lade os glide ud over Snefonnerne. Hvordan vi kom ned, er mig ufatte- ligt. Men sikkert er, at vi tilsidst havnede paa Gaarden Mehus, hvor vi siden blev liggende i tre Dage, inden det blev muligt at flytte min Fader videre. I denne Tid gjorde jeg grundigt Bekjendt- skab med Livet paa den ensomme Sognegaard. Husene laa paa Bunden af den trange Dal. Om Vinteren gik Skredene paa begge Sider. Til Beskyt- telse mod disse var der-bag Gaarden opført et for- meligt Glacis; mod dette slog Sneskredene an og gjorde saa et vældigt Hop iVeiret og over Husene. Det var en noksaa praktisk Opfindelse, og den gjorde længe sin Nytte. Men der kom en Dag, da den ikke længere nyttede. Et vældigt Skred sopte alle Husene paa Mehus væk, og nu sees alene