Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


2 sammen“? 0fte, naar jeg selv efter et Fravær fra Fædrelandet har kommet over Havet og paa ny har seet de graa Klipper stige frem i Horisonten, har jeg draget mig Ordene til Minde. Jeg har tænkt paa disse Ord, naar jeg udenfor Agders Kyst fra Skibsdækket har ladet Blikket følge de lave Høider, som stiger opad indover Norge i den lange Række. Naar Skibet saaledes er udenfor Tromlingerne, saa nyder jeg i Mindet Udsigten, som den fra disse byder sig frem, med de herlige Skove om Nelaug, - og paa samme Maade fremover. Saa var det i Juni 1905, den alvorsfuldeste Tid, som vort Folk paa længe har gjennemlevet. Det var ombord paa et af de mindre Kystdampskibe, som har den inderste Rute. Skibet befandt sig netop paa Njerveijorden ved Spangereid. Her var det de historiske Minder, som især greb. Da faldt mit Blik paa en af mine Medpassagerer, saadan som han saa paa Klippernel den usigelig varme Kjærlighed, som laa i disse Øinel I tredive Aar eller kanske i længere Tid havde han færdets borte fra Fædrelandet Ved StillehavetS Kyster var han bleven en rig Mand og nu var han med Sin Datter paa Besøg hje1nme. Minderne strø1nmede ind paa ham. Synet af ham lod mig bedre end nogensinde før fatte, hvilken Sandhed der laa i Albert KrantZ’s Ord. Nu er denne Mand død i det fjerne Vesten. Jeg ved, at han til det sidste mindedes sit Land og sit Folk. Jeg forstaar, at vi altid alle er os lige, og