Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


l. O, DU, LAND FREMFOR ALLE ANDRE! os den gamle tyske Historiker, ALBERT KRANTZ, som levede for fire hundrede Aar siden, er der et Sted, som hyppig er bemærket. Det handler om os Nordmænd, og i lidt fri Oversættelse fra Latin kan det gjengives saaledes: «Det fortælles, at naar de af en eller anden Grund har været uden- lands og saa atter kommer tilbage til Hjemmet, da kaster de sig ret ned paa Jorden og gjør Korsets Tegn. Idet de kysser Jorden, raaber de: O, Du, christne Land fremfor alle andre! Saadan priser de sit eget Folk, men foragter andre.» Den Tid, hvori dette blev fortalt, faldt sammen med vort Folks dybeste Fornedrelse. Men han, som skrev Ordene, han havde hørt om dette Folks stærke Kjærlighed til sit Land, – hvordan Nordmænd gav denne de stærke Udtryk og priste sit Norge høit1 Rygtet derom havde gaaet viden om Lande. Ofte har dette slaaet mig. Er der ikke ialfald en Del Sandhed deri? Og har vi ikke følt det alle- 1 – Yngvar Nielsen: Ex-indringer.