Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/116

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


106 n dalen op til Lesjaværk, hvor han forvissede sig om, at Vandet havde to Udløb. Han noterede dette med Nøiagtighed og reiste saa ned til Fjorden. Han interesserede sig ikke for at se mere. Endnu var der enkelte mystiske Skikkelser, som blev tilbage, naar Høsten kom. Inde i Dalene eller ved vore Strande kunde de slaa sig ned. Folket undredes paa, hvad der kunde bevæge dem hertil. Der fortaltes allehaande. – Det skulde være fornemme Herrer, som ønskede at skjule sin virkelige Her- komst og nu havde fundet et Sted, hvor de kunde leve ubemærket, i Stilhed. Lige til den sidste Tid har der været hørt om saadanne Tilfælde Endnu tales der om høifornemme Englændere, som skulde stikke sig bort, og om illegitime Sidelinier af Eng- lands stolteste Slægter. Hvad deri er Sandhed, ved ikke jeg. En nærmere Undersøgelse vilde antagelig fremtvinge væsentlige Reduktioner i de fantasirige Fortællinger. I Namdalen, i Trøndelagen og ved de vestlige Fjorde træffes den Dag idag det samme britiske Element, som føler sig nærmere knyttet til vort Fædreland. Men de holder sig nu mere for sig selv eller træder ialfald ikke saa meget frem i Reise1ivet. De har sine velbyggede Gaarde ved Lakseelve, som de selv eier. De respekteres i Bygderne, hvor de kan gjøre meget godt. De har sine private Bekjendt- skaber. Men udenom dem kommer de store Masser, som farer forbi med Dampskibe og med J ernbaner, og det er, som om disse skjuler og dækker over de