Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/109

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


99 han vidste Raad. Baadsmanden havde et tykt Klædningsstykke, og dette tiltrak sig hans Opmærk- somhed. Vi saa Honeywood akkordere med Baads- manden om hans varme Jakke, og da Enighed var opnaaet, trak han ganske rolig Jakken paa sig og sagde hoverende til FranSkmændene: «Splendid neu) coat.I» Saa kom den Tid af Døgnet, som paa sydligere Breddegrader kaldes Aften. Man havde samlet sig i Røgelugaren, hvor der i forskjellige Tungemaa1 førtes en blandet Passiar. Paris blev nævnt. Hvor elskværdige de franske Herrer end var, saa kunde de neppe i sit Stille Sind af holde sig fra at drage Sammenligninger mellem Staden ved Seinens Bred- der og det Dampskib, som styrede mod Nord gjen- nem den k1amme, kolde Taage. Henrykt vendte de sine Tanker mod Paris, og den Stemning, deri denne Stund besjælede dem, var ikke til at tage Feil af. Saa spurgte de Honeywood, om han kjendte Paris og hvordan han trivedes der. «Aa», svarede han, «jeg har været der. Engang jeg vilde variere min Rute til Finmarken, lagde jeg Veien om Paris. Jeg sov der en Nat og reiste videre næste Dag.» Dette var nu ikke saa ganske, hvad der var ventet. Men Honeywood nød med en skøieragtig Mine den Virkning, hans forfløine Idé med at variere Veien til Finmarken havde havt. I hans Velmagtsdage havde nok ikke Paris hørt til de Byer, som han kjendte mindst. Vi mødtes atter alle en Uge eller to længere frem paa