Historisk oversigt.
Kap. 1.
Den engelske parlamentariske forfatning som mønsterforfatning.
Der er vel ingen forfatning, som i samme grad som den engelske kan betegnes som de konstitutionelle forfatningers moderforfatning. Den er jo ikke alene den ældste frie forfatning. Men den har paa grund av mange omstændigheter vakt en opmerksomhet som ingen anden. Den har været studeret og efterlignet, har øvet sin indflydelse paa andre forfatninger baade direkte og indirekte, den er blevet en bestanddel av den almindelige politiske tankegang og har — enten man har været sig det klart bevisst eller ikke — sat sine spor baade i forfatningerne og det politiske liv i omtrent alle lande tilhørende den vesterlandske kultur.
Naar jeg nu skal tale om den engelske parlamentarisme eller parlamentariske forfatning og dens utvikling, tar jeg dette uttryk i vid forstand. Jeg tænker ikke bare paa det parlamentarlske partlstyre, altsaa den politiske praksis, som ganske vist nu danner et kjernepunkt i det engelske forfatningssystem, at et ministerium trænger støtte i Underhusets flertal for at kunne bli staaende. Men jeg tænker paa hele det statsretlige system, som paa det nøieste hænger sammen med og grupperer sig derom, og det vil jo i virkeligketen si ganske væsentlige dele av den engelske statsforfatning,
