af vort og Ord af Udlændingernes, — saa skal det være færdigt! Aanej, — især de sidste halvandet Hundreaar har dertil været for rige; Udviklingen har taget en nervøs Hast, som har skyvd Sproget foran sig. Forspranget er blét for umaadeligt.
Til Slut et Par Ord om Norges mest mystiske Væsen: den norske Bondekultur!
Ikke mystisk i den Forstand, at vi jo, naar vi føler Lyst til det, kan gi Ordet til Bondebegrænsningen, dens gamle Skikke og øvrige Opbevaringer. Men mystisk i den Forstand, at de allerfærreste har gjort sig klart, hvad dette er. At. f. E. Sangene og Sagnene, Slaatterne og Eventyrene bare lever igjen i nogle ganske faa Bygder og følgelig umulig kan karakterisere dem, som ikke har bevaret dem, og det er næsten det hele Land! Engang har det vel været et Sameje for By og Bygd; men Livets Strømgang har skyvd dem ud for andet og nyt i stadigt Skifte, men nogle faa Bygder laa saa højt og saa langt ind, at Udvekslingen foregik bare langsomt og delvis. Dette blev tilgode for os alle. Ti nu er dette blét et Nationaleie, idet Rigsmaalets Videnskabsmænd har reddet det Beste. Den Dag i Dag har Byernes Smag og Kunst gjort mere av det, end de Bygder formaadde, som bevaret Skatten. Følgelig gir den ikke længer nogen særskilt «Kultur» til Landsbygden.
Med Skikkene forholder det sig noget anderledes. Ogsaa de var engang høviske Mænds og
