de norske Bønder eier slige Nerver. Jeg saa nylig en norsk Forfatter finde dette saa karakteristisk for norske Bønder, at de uden at blinke kunde høre en drøj Historie af Rabelais. Jeg tænker, han vilde opleve den samme Ro foran danske Bønder, foran svenske, tyske. Bønderne staar nærmere Naturen, de skvætter ikke saa let som vi. Det har sin Overlegenhed; — men er der ikke noget andet at mærke ved det? Noget, som høver ind her, vi sammenligner Sprogformer?
Bønderne har i Almindelighed ikke levet et Liv med stærke, vekslende Indtryk. De har ikke saaledes været opskaket og slidt af Ansvar og nerveødelæggende Virksomhed som de Fremmeligste af os. De Overveielser, som Erfaring og Viden truer ind paa mange af os — saa at sige for hvert Steg paa Livsveien —, er de ogsaa sparet for. De kan derfor ofte staa rolige, der vi skjælver, dømme sikkert, der vi betænker os. Men saa er der ogsaa hundre Ting, som ikke er blét sét av dem! Tusen Indtryk, som ikke har gjennemrislet dem med sin Spænding og Skræk, ved sin Nyhed og Fryd. Deres Følelsesliv er følgelig paa langt nær ikke saa opøvet. Og det bestemmer igjen over Fantasien.
Hvorledes kan det saa ventes, at deres Sprog kan slaa til for os? Eller at det, som det savner, kan indhæntes i en Haandevending? Saaledes som visse Sprogprofessionister forsøger! Paa en bestemt Dag og Time slaar de over fra vort Maal i et sammenlaget Bondemaal og lægger ind i det Ord
