Side:En Tale om Maalsagen.djvu/10

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

Ryggen, — at sige, hvis han kan. Men er dette saa, da faar vi prøve at fylde Kulturens Krav og ikke handle, som om Bønderne kan gaa i Spidsen eller sidde alene.

Da det ikke er Bønder, som er Lærere eller Elever paa de høiere Skoler, ved Universitetet, paa Akademierne; da det ikke er Bønder, som driver de fri Kunster eller samler de Sprogkundskaber og øvrige Færdigheder, som fører ind i det høiere Selskab, eller som baner Adgang til at følge Verdensliteraturen og det af Udviklingen, som interesserer hver enkelt, — — nu ja, saa kan heller ikke Bøndernes Sprogform gjøre Tjeneste her.

Er dette saa, da kan heller ikke den Sprogform, som er Bevægelsen i hele det høiere Maskineri, skades eller stanses uden at altsammen lider.

Til yderligere Vished kunde vi jo undersøge, om det, Maalstræverne her er ifærd med, har noget Sidestykke i Samtiden eller i Historien? Til dato er intet nævnt; ti som sagt: der gives ikke Naturlove særskilte for Norge. Alle Eksempler, som skal bevise, at det, de vil, er muligt, de er uredelig brugte. Lige uredelige, som deres Forsøg paa at faa de to indbyrdes forstaaelige Sprogformer af samme Rod, Dialekterne og Rigsmaalet, til at være «to Sprog», eller de, som taler dem, til at repræsentere «to Folk», «to Nationaliteter», og deres Liv «to Kulturer»! Lige uredeligt er det at bruge Finnernes, Slavernes, Ungarernes Arbeide for at faa deres Sprog op, til Bevis for Maalstrævernes Ret; ti alle