Side:En Fyrstikke.djvu/32

En Førers Stilling her i dette Land,
ialfald hvor det gjælder op at bygge,
den er ei saadan just til Lyst og Hygge:
den tærer, den fortærer tidt sin Mand.

Det heder, at der var en Fortids-Dag,
da Israel med Amalek holdt Slag.
Og Moses stod med Hænder strakte ud
i Bøn for Israel til Himlens Gud.
Og Seirens Krans var Israels omtrent,
og Amalek til Flugt sig havde vendt.

Men saa blev Moses træt, hans Hænder faldt,
og Israel var ved at tabe alt.

Da var det, Hur og Aron traadte hen
og løfted Mose Arme op igjen
og holdt dem løftet, til det led med Dagen.
Og da var Amalek til Jorden slagen.

Men havde de vært Nordmænd, disse tvende
ja, Gud maa vide, om de ikke saa
nok heller havde tynget Lodder paa,
og saa ladt Folkehaab og Tampen brænde.
— Som Nordmænd vilde det jo vært forbandet,
om ei de furted just for et og andet.