Jeg hilser dig med dine 70 Aar.
Jeg hilser dig, som nu du for os staar
med Haarets Hovedkrans i Sølverhvidt
— en Krone, vunden gjennem Slag for Slag
i Fylkings-Odden under Norges Flag —
med Blikket endnu lige fast og frit,
med Ryggen rank, med Panden lys og ren:
jeg hilser dig idag, Johannes Steen.
Der var en Tid, da jeg dig ei forstod;
jeg skjønte dig ei dengang, slig som siden.
Jeg merked mig din Kraft, dit djerve Mod;
men længer rak dog ei min Kjendskabs Viden
Og somt jeg ved dig ikke kunde fatte,
og kunde derfor heller ikke skatte.
Da hændte det engang, en Sommerkveld,
at jeg fik skimte — og jeg saa det gjerne —
det Troskabs-Fond, det Hjertelagets Væld,
som vistnok er dit Væsens rette Kjerne.
Jeg saa dig trofast i det smaa, det dulgte.
Da vidste jeg, at mellem Norges Mænd
en Thord fra Stiklestad holdt Merket end,
naar større Baners Krav til Troskab fulgte.
Side:En Fyrstikke.djvu/31
Denne siden er godkjent
