Side:En Fyrstikke.djvu/17

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
Jul.

<poem> Vor Verden er jo ofte saa skoddetung og sur. Og Barnesind er Fange i Lænke og i Bur.  Og Ørnenæb vil hugge  og Høgeklo vil slaa.  Og gjerne vil de store  bli større ved de smaa.

Saa var det, at Vorherre som Julebarn steg ned og lyste over Jorden sin himmelbaarne Fred.  Han kom at tørre Taarer,  han kom at stanse Graad.  Han kom at redde Livet,  som ikke vidste Raad.

Og alt imens et Juleneg løftes paa sin Stang, saa banker der et Hjerte mod Vintertidens Trang.  Og alt imens et Julevers  stiger ifra Bryst,  saa mindes bange Hjerter  om Julebudets Lyst.

————————