Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/93

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


havegjærde og ut paa stien. Hans blik søkte hen til tjæreboden igjen. En blaa røksky drev langsomt for vinden langs den svarte skurvæg. Det var derhenne, man hadde skutt. Det var et geværskud. Repslageren stod likesom paa sprang og ventet med knyttede næver, hans læber dirret og blev graa og tørre. Og der, der kom den magre frem bak skuret, og idet han gik henover reperbanen, vendte han ansigtet mot Altenburg og svingte luen.

Repslageren blev staaende som lamslaat og følge med øinene den lille sorte skikkelse, som bevæget sig paa den hvite sne, men da han hørte trampen og leven inde i huset, gik han hurtig tilbake til trappen.

Men dette besynderlige og meningsløse skud bevirket, at snekkermadamen kom til at overvære et merkværdig optrin.

Da repslageren kom ind i kjøkkengangen, møtte han gamle Risannen. Saasnart Risannen fik øie paa Altenburg, stillet han sig foran repslagerens dør. Repslageren gik nølende mot ham. Altenburg, som nærmet sig liten og skidden og tuslet, saa ut som en gut foran denne graa og høie kjæmpe, som ikke sa noget, men bare stod der taus og gaadefuld og stirret paa repslageren med funklende øine.

Altenburg stanset to skridt fra ham.

— Gaa væk, hvæste han, det er min dør.

Da hævet kjæmpen begge sine hænder og knyttet dem; det var som om to grove slægger sprang frem og stod truende i luften. De haarede og graa haandled stak langt op av bonjourens blankslitte, frynsede ærmer. Og saa ropte han med en stemme, der var lysten og rystet av hat, og som løsnet lik et brak inde fra hans brysthvælving: