Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/92

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest



Da Altenburg var kommet ind paa gaardsplassen, kastet han taugrullen fra sig og gik hen til hjørnet, hvorfra han kunde holde øie med den magre.

Klokkeren . . . Han skulde til klokkeren. Men klokkeren bodde i den anden kant av byen. Hvor fan skulde han saa hen? Repslaperen stod og mumlet noget mellem tænderne. Og samtidig la han merke til, om nogen iagttok ham. Men der var ingen i nærheten.

Saa nu er han kommet hen til reperbanen. Han staar og ser paa de store hjul, tittet ind i skuret. Ser han efter nogen? Der er ingen paa reperbanen for tiden. Baade Kristian og Jonas og gutten hans, som dreier hjulet, har kaffefri. Nu vender han om og gaar langsmed banen. Der stanser han foran tjæreboden. Besynderlig, at han ikke er mere forsigtig. Han maatte jo tænke, at Altenburg kanske stod og luret. Saa nu famler han ved døren. Repslageren blev mere og mere spændt, og han mumlet halvhøit og hæst:

— Rigtig ja. Den er stængt ja.

Hvad nu? Forsøker han at aapne døren med magt? Nei, nu gaar han langs væggen, nu forsvinder han til den anden side.

Saaledes stod repslageren og fulgte i den yderste spænding ethvert av Legemets skridt. Det lot ikke til, at han saa snart skulde dukke frem igjen. Bak tjæreboden sænket markerne sig nedover mot hovedveien. Den magre maatte ha gaat ned her. Repslageren ventet i nogen minutter, og da han ikke saa noget til ham, snudde han omkring — men i det samme hørte han et skud, et skarpt smeld, som trængte klingert og lydelig gjennem den kolde luft. I et sæt fór repslageren utover det nedrevne