Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/89

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


tidligere set et saadant futteral og kunde ikke gjette, hvad det skjulte.

Den magre lot sin haand glide kjærtegnende henover det brune lær og sa, at det var noget, han skulde ut og sælge. Det var et musikinstrument, sa han, en banjo.

Om nogen kjøpte slike saker her i byen?

Jo, han trodde det. Han vilde iallefald forsøke. Man maatte jo være om sig. Han hadde tænkt at gaa til klokkeren.

— Til klokkeren, mumlet Altenburg, jasaa. Han forstod tydeligvis ingenting.

Og hvis ikke klokkeren vilde kjøpe banjoen, saa vilde han tilbyde den til ingeniøren paa fabrikken.

— Naa saaledes, ingeniøren paa væveriet altsaa.

— Ja, svarte den magre, paa væveriet, hvor Signe Risannen arbeider. Og hvor Maria arbeidet. Hun som blev skutt, vet De.

Repslageren nikket og vilde gaa videre.

— Man har vel ikke fundet morderen endnu? spurte Legemet.

— Nei, man har vist ikke det, svarte repslageren undvikende, jeg har forresten andre ting at tænke paa —

— Aaja, De har naturligvis Deres reperbane.

Den magre blev pludselig interesseret for noget vedrørende denne reperbane —

De stod og talte sammen paa den haardtrampede sti, som strakte sig over den hvite snemark mellem Altenburgs hus og reperbanen. Det var en lys og klar eftermiddag. Solen luet ovenover luftens fine kuldestøv, og dens lys jaget som skinnende hvite vindkast henover snemarkerne. Høien, mordstedet, bølget med groper og skavler og langagtige