Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/81

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest



Repslageren saa glupsk paa ham.

Pludselig hævet den magre en lang og advarende haand op i luften. Der var noget lyttende i selve bevægelsen. Og repslagerens ansigt ventes igjen skulende paa skraa mot vinduet og rullegardinet.

— Der er nogen utenfor, sa den magre.

— Sneen er myk og nyfalden, svarte repslageren, som igjen talte klart og ædruelig, ingen kan høre skridt i sneen. Ingen kan . . .

Han avbrøt sig selv.

Der hørtes en svak stryken langs væggen og straks efter en famlen ved vinduet, som om nogen stod og pustet derutenfor. Saa blev alt stille. De lyttet forfærdelig. De lyttet mot mørket utenfor vinduet, mot sneen som faldt og som var uten larm, mot ildens brænden i lampen, mot sine egne varsomme aandedrag; det var en tindrende lytten, det var rædslen, som stod paa sprang mot noget sælsomt, som skulde hænde.

Og dog hændte ikke andet, end at der lød skridt i sneen, lange og forsigtige skridt, som fjernet sig fra vinduet. Men lyden og skridtene virket allikevel forunderlig, fordi der var noget ængstende i den lurende gang. Saa blev de borte, sank hen i stilheten. —

— Hørte De det? hvisket repslageren. Han var hæs, ordene kom sammensnøret langt nede fra halsen.

Den magre nikket og smilte.

— Det er en underlig stemme, De har nu, sa han, det er liksom De taler nede i et bøsseløp. Jo, jeg hørte det. Det er en som har har lyttet utenfor.

Han grep repslageren i armen.