Repslageren hikket igjen, og saa vendte han sit
gustne ansigt langsomt i smaa ryk mot vinduet.
Hans hode var meget tungt, det duvet; men han
vedblev med at stirre mot den graa rullegardin.
Han holdt haanden slapt omkring glasset. Da lot
den magre sin høire haandflate langsomt dale ned
over den andens haandled. Repslageren tok
haanden saa pludselig til sig, at glasset veltet. Han
reiste sig og ravet etpar skridt tilbake.
— Død . . . død . . . dødningekold, stammet han, det var da fan, ropte han om litt, saa iskold De er paa hænderne.
Ogsaa den anden reiste sig, men langsommere, og han saa hele tiden ind i repslagerens ansigt.
— Brændevinet varmer mig ikke længer, svarte han.
Repslageren støttet sig med den ene haand mot sengestolpen og med den anden paa bordet.
Legemet lot som om han ikke la merke til hans ophidselse, han fiklet halvt forlegen ved sit urkjede.
— Nei, det er som jeg siger, flygte kan han ikke, saa vilde han straks være færdig, jeg mener morderen.
— Er De der igjen!
— Han kan ikke undkomme, fortsatte den magre uanfegtet, hvor han gaar og staar, vil han bli mindet om sin forbrydelse, og idet hans tanke stadig vil kredse omkring den, saa vil han tilslut komme til at gjøre en eller anden dumhet, netop fordi han hver time paa dagen lægger an paa ikke at begaa denne dumhet. Tænk bare paa geværet —
— Geværet —
Repslageren stod og svaiet.
— Jovist, jagtgeværet, morderens vaaben, hvor
