Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/58

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest



Da blir der igjen stilt i værelset i nogen tid.

— Men talte du længe med ham?

Det varer en stund, før den gamle svarer. Det er som om han lytter efter klangen i hendes stemme. Kanske har hun spurt ham om det samme, hver gang han har talt med sønnen. Der aander en skjult smerte i ordene. Eller en ubevidst længsel efter venlighet og omsorg.

— Aaja.

— Er det ham som skal opdage, hvem som har dræpt Maria?

— Jeg vet ikke.

— De sier, der kommer en mand i aften, som skal opdage det.

Den gamle svarer ikke noget til dette. Om litt kommer der et nyt spørgsmaal fra Signe. Og denne gang er det endnu mere lavmælt end før, — likesom mere haabløst.

— Men da han gik, spurte han ikke efter mig da heller?

—Nei.

Saa taler de ikke mere sammen. Og skumringen samler sig tættere og tættere. Hun er som en tynd graa skygge, der hun sitter paa bænken. Det er umulig at vite, om hun graater i sine tanker, eller om hun bare tænker. Eller om hun hviler efter arbeidet, fordi hun endnu er et barn og er umaadelig træt. Henne ved vinduet sitter den gamle og luter sit store graa hode lyttende ut mot mørket.

. . . Ingensinde hadde der i repslagerens hus været saa stille som denne kveld. Alle gled forsigtig omkring for ikke at gjøre støi. Og de talte lavmælt med hinanden. Ikke engang snekkerens kone lot sin skingrende stemme høre. Uhyggen