omkring huset. Intet andet hørtes end haglveirets ustanselige sus. De tætte striper utstraalte en hvitlig lysning over husets tak. Støi fra mennesker hørtes ikke mere, efter at den unge pikes henslæpende skridt hadde tapt sig inde i huset. Intet menneske var at se. Konen kastet et hurtig, næsten bange blik utover markerne. Bare taake og øde og hvite haglstriper i det graa lys. Langt derhenne kunde hun se Altenburgs reperbane. Fra hjulhuset, som stod skjævt og sort, likesom avsvidd, strakte taugene og snorene sig langt utover banen, baaret av nogen skrøpelige, utstrakte galger. Her var heller intet levende at se, alt stod stille.
Idet hun fanget det sidste klædesplag fra snoren, saa hun op mot Risannens kvistvindu. Der sat han selv indenfor, kjæmpen. Hun kunde se hans graahaarede hode, det synes hende uformelig stort. Risannen sat som sedvanlig urørlig og stirret utover markerne hen mot den tufsede og øde sandhøi ved elven, som netop nu i det morgengraa dagslys lignet en umaadelig grav.
Men endelig fik madam Ring samlet alle plaggene sammen, og omfavnende børen med begge armene gik hun over gaardspladsen hen til kjøkkentrappen. Da saa hun Altenburgs kone komme ut fra hoveddøren. Repslager Altenburgs kone var husets sælsomste beboer. Hun var gal, og man sa, at hun var blit forrykt under mandens raa behandling. Hun viste sig aldrig uten i uveir. Hun gik klædt i en gammel sort silkekjole, som hun frit lot slæpe i sølen, saa den hadde en bred bord av smuds, naar hun vendte tilbake fra sine spaserture. Over sine tynde graa haar hadde hun en liten og ældet ørehat, som var fæstet med sorte baand
