Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/24

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


nærmet sig langsomt gjennem haglveirets straaler. Snekker Rings kone, som allerede hadde glemt, at mor Jan inat hadde fundet den unge pike graatende i mørket paa den kolde trappe, husket det nu pludselig — og saa glemte hun at redde sit tøi. En søt nysgjerrighet overvældet hende. Med sine øine, som omsøkte den unge pike fra det blonde haar under skautet og ned til de kluntede og altfor store støvler, formelig trak hun hende nærmere, saa hun rigtig kunde faa se, hvad der var i veien. Hvis der var noget i veien . . . Et smil kan gjøre et menneskes læber saa grusomt tynde som knivsblade. Saadan smilte nu konen ved vasketøiet —

Hun stod selv skjult mellem de fugtige lakener, saa hun selv uset kunde betragte, hvad der foregik. Den unge pike var kommet helt hen til huset og gik mot repslagerens vindu. Men inde bak ruten stod repslagerens ansigt. Snekkerens kone hadde ikke set Altenburg hele dagen, og hun blev kold og forundret over, hvor blek han var. Hun kunde bare se hans ansigt og hans hænder, repslageren lænet sig fremover et bord, hans skuldre og ryg tapte sig i værelsets mørke. Hans ansigt stod presset tæt op mot ruten, det var rent, som om han vilde stige ut gjennem den, hans øine var vidaapne og forskræmte, de stirret hele tiden mot den unge pike, men der var ikke noget andet uttryk i dem end en heftig og dødelig rædsel. Med denne rædsel i det bleke ansigt, som steg frem fra mørket over to fremstrakte hvite hænder, lignet repslageren et underlig og gaadefuldt dyr, som var indesperret og som pludselig saa en fare nærme sig. Og virkelig; den graa unge pike, som bevæget sig gjennem haglveiret, lignet i sine vaate klær en