Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/23

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


fugtige trapper. Solen viste sig ikke, den blaa røk, som steg op fra pipen, flekkedes istykker av vinden og blandedes i taakedynen, som rolig og uuttømmelig gled henover byen. Ved middagstid pisket et skarpt haglveir mot vinduerne, det stanset hurtig, men takene og markerne laa længe efter hvite. Saa koldt var det allerede i luften, vinteren var nær.

Menneskene i dette hus vedkom ikke hinanden. Naar de saa hinanden gaa eller komme, mumlet de: Der kommer han. Der kommer hun. Men de sa det med en tone av bitter fortrædelighet, som om de helst vilde lægge til et skjællsord eller en ondskap. De hatet ikke hinanden av nogen bestemt grund, men ondskapen kom av sig selv, fordi de var nødt til at leve indpaa hinanden med sin fattigdom og sin uendelige og haabløse strid, hvori der hverken forekom store glæder eller rystende sorger; selv døden, som ofte kom, syntes ikke disse mennesker større og forlærdeligere end en eksekution hos repslageren.

Saaledes er det forklarlig, at snekker Rings kone blev helst forundret, da hun blev vidne til, hvad hun senere kaldte for repslagerens første skræk. Det var mitt under haglveiret. Hun hadde stormet ut for at redde noget vasketøi, som hun hadde hængt op til tørring. I det samme kom Signe Risannen gaaende over den store mark, som strakte sig mellem elven og huset. Hun kom fra uldspinderiet og hadde sit kaffespand i haanden. Tiltrods for at haglveiret var paa det voldsomste, skyndte hun sig ikke; hun gik likesom i søvne, og hendes ansigt, som var blit graat og farveløst av arbeidet i spinderiet, og som stod utydelig mot den skumrende og uldne luft, synes ogsaa at tilhøre en sovende. Hun