inden han naadde trappen, opfyldtes huset av rop og støi og graat. Et vindu knustes. Og ut fra huset gik et dødens pust.
— Foran repslagerens kjøkkendør stod snekkermadamen og Berthe og skrek. Ungerne kravlet i trappen og skrek.
— Han er derinde, ropte Berthe, Risannen, Risannen . . . Fruen slap ham ind —
Den magre grep i døren. Den var stængt.
I det samme lød repslagerens rop derindefra i et dunder av veltende møbler:
— Hjælp! Hjælp! Hjælp!
Den magre kastet sig mot døren og sprængte den.
Da han kom ind i kammerset, saa han Risannens svære skikkelse som en skygge mot vinduets graa lys. Nede paa gulvet mellem sengebenene og et veltet bord, laa repslageren urørlig. Den magre bøiet sig over ham, famlet ved hans klær, lyttet mot hans bryst. Saa reiste han sig op og hvisket:
— Forsent.
Han saa paa Risannen. Kjæmpens øine var store og aapne. Men blikket i dem var borte. De var likesaa øde som fruens.
Et mystisk smil hvitnet den gamles ansigt.
— Jeg har set hende, sa han lavt og indtrængende, jeg har set hende idag. Da var hun ikke saa smuk. Men inat saa jeg hende paa himlen. Hun var blit en stor, stor pike. Jeg saa hendes kjole over granskogen, og hendes haar var helt oppe mellem stjernerne.
Den gamle vugget drømmende med hodet:
— Hun hadde et deiligt haar.
Pludselig rakte han begge armene frem:
— Her er mine hænder.
