Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/133

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


gammel liten bys kirkegaard. Den var som en skog. Trærne var høie og mægtige, poplerne gik vintersorte op fra gravene som røksøiler fra sluknende offerbaal, de vældige kroner vugget sig mot hinanden i blæsten, suste — og forunderlig tydelig blev menneskenes sang baaret utover de hvite murene.

— Slukt er dagens lyse flammer . . .

Den magre kom indunder byparkens trær, og gjennem disse gamle trær bruste den samme sang om ophør og avslutning. Ingen flammer mere. De avbrændte trær vaiet mot solens blodrøde lys, de fugtige grener filtret sig klagende ind i hinanden, det var som om et uhyre kvindehaar vuggedes med sagte graat i vinden, op fra snebunden stak dynger av gule blade og en hul og sælsom tuten tonte gjennem de frosne og bævende stammer. Da vandreren naadde repslagerens hus, gled en sort fugl for utspilede vinger ned fra husets gavl. Den flakset forvildet omkring i et heftig vindkast, som med regn og sneslud kom susende mot huset. Fuglen skrek, slog lavt ned mot marken, bakset med vingerne, hævet sig, skrek igjen og forsvandt i skyerne. Det var et merkelig fugleskrik, det lød som latter, en banken, haha. Og i samme øieblik kom fru Altenburg over gaardspladsen, som drev av sne og søle og kalkvand. Ørehatten sat skjævt paa hendes graa lokker. Silkekjolens frynser slæpte, Nu var der igjen uveir. Hendes øde øine stirret søkende ind i regnstriperne og den hvirvlende sne. Den magre løp hurtig forbi hende. Allerede