fløitehuller, den var som et klagende horn for alslags blæst. Den formiddag gik Risannen først ut. Den gamles klær var krøllet, hans støvler ubørstede og smudsige. Han hadde ikke været i seng om natten. Straks efter kom hans nabo paa kvisten nedover trapperne; det saa ut som om han vilde være i nærheten av Risannen og hadde ventet paa, at den gamle skulde forlate huset.
Den magre stanset Berthe utenfor repslagerens dør.
— Er han staat op? spurte han.
— Nei, svarte Berthe, han ligger som igaar. Men nu er han begyndt at drikke igjen. Hvad skal jeg gjøre med ham?
— Har De talt med ham?
— Nei, han vil ikke slippe mig ind?
— Døren er altsaa stængt?
— Ja, begge dørene. Baade den fra kjøkkenet og den fra stuen.
— Men det er jo udmerket, sa den magre, og hør, Berthe, De skal ikke slippe nogen ind til ham. La ham ifred.
Berthe syntes dette var underlig.
— Hvordan kan jeg slippe nogen ind, mumlet hun, det er jo ham, som har stængt dørene.
— Ja ja, men glem allikevel ikke, hvad jeg har sagt.
Den magre gik hurtig over gaardspladsen og skyndte sig nedover gaten. Kanske var det hans mening at indhente Risannen.
En times tid efter saa man den magre i samtale med Risannens søn, politifunktionæren, nede ved broen.
En mand, som strøk tæt forbi de to, hørte at den magre sa:
