Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/130

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


se paa møblerne, at hun ikke kommer tilbake. Jeg kan se paa slagbænken, at hun aldrig skal sitte i den mere. Det var ellers hendes plads. Der sat hun og graat, naar det var blit mørkt. Og for at jeg ikke skulde høre det, graat hun inde i sit haar. Hun hadde et deilig haar.

Den magre reiste sig.

— Det er blit sent, sa han.

— Klokken er igjen snart tre, svarte Risannen, og De skal vel ut til Deres jagt.

Den magre gik.

— — —

Dagen efter begyndte det at sne igjen, en vaat og klam sne, som smeltet mot vinduerne; der var søndendrag i luften, vandet stod høit nede ved bryggerne. Uveiret var ivente, — høit over byens tak fløi forrevne skyflaker. Luften var opfyldt av sjørokk og taakedunster, og med denne drivende masse foran sig hadde solen ingen magt. Den hang rød og svullen over fjeldene, videt sig ut og trak sig sammen som en manæt i grumset sjø.

Ogsaa denne dag hersket den samme forsagte stilhet i repslagerens hus som dagen før. Ungerne maatte være rolige. “Hys, Signe er borte, blev der hvisket, dørene holdtes lukket, rædde øine saa nu og da ut gjennem vinduerne. Den sorte søle, som fra gaten blev trukket med indover trapper og ganger, blev liggende. Ingen vilde gjøre noget, alle ventet paa, at noget maatte ske, og huset blev liggende der koldt og fugtig og gjennemtraakket, søle fra gaten, sne fra skyerne, det dryppet og randt mellem takstenene, væggene sivet av væte. Søndenblæsten tutet allerede sørgmodig i skorstenspipen, denne sorte, skjæve pipen med de mange