Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/105

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


at utgrunde. Men det var allikevel, som om hun hørte nærmest hjemme i mørket, for hun graanet med skumringen, hendes haar spandt sig ind i mørket og hendes ansigt og folderne i hendes klær blev borte; hun kunde sitte aldeles skjult og bevæge sig, ikke engang et blink i hendes øine røbet hende, hendes sine var langt borte. Inde i kammerset sat repslageren og brummet, men hans stemme blev svakere, eftersom mørket blev tættere. Berthe gled paa myke føtter stille til og fra, lyttet og hysset og hvisket med snekkermadamen; men fru Altenburg hørte intet og saa intet i sin umaadelige fjernhet.

Timerne gik. Kveldens liv begyndte. Mandfolkene kom hjem fra sit arbeide, talte sammen litt ved gatehjørnene, skiltes og fyldte de smaa stuer med sine grove røster. Røken hvirvlet op av skorstenspiperne, det røde lampelys randt ut paa sneen, nede i byen rystet kirketaarnet den første bebudelse av julens nærhet over takene. Det var en ganske stille kveld, en torsdag, der var faa folk paa veiene, en tømmerkjører nu og da med ringlende dombjelder, en fjern hunds gjøen; kvelden var kold og klar, og lyd hørtes langveisfra, en skiløpers rop i aasen, et jernbanetogs staalslag mot skinnerne milevidt væk. Himlen drev av stjerner som den nat, da baatsmanden reiste og Maria blev dræpt. Men under den funklende hvælving flygtet fjærlette sneskyer og gjennemsigtige taakestrimer, det var likesom stjerneskinnet brøtes i luften gjennem uhyre prismer, luende stjerner blev matte og flammet igjen op, skiftet glans, blev røde som blod eller forunderlig store og gule. Og saa kom maanens halve baat roende ut av en sky —

Over midnat slukkedes lygteblussene i den lille