noget, fordi det er lyst, og det kan ikke hviske, fordi det er hvitt, og det er ikke noget at lytte efter, for det er ikke noget . . . Men det kommer saa stille ind overalt, gjør det, og bestandig har du det foran dig, saa du maa traa paa det. Men hvis du møter det paa en vei, saa maa du gjemme dig i et træ, ho, men det naar dig allikevel og alle bladene blir hvite, og du kan ikke komme nogen vei, nei, ikke noget sted kan du komme, for da er det saa dørgende hvitt og stille omkring dig, at du ikke kan røre dig . . .
Mens repslageren fortsatte med at passiare sælsomt og drukkent inde i sine hænder, reiste den magre sig forsigtig, tok den halvtømte flaske med sig og gled stille ut av døren. Det sidste han hørte, var Altenburgs monotone stemme og saa skridtene. Skridtene ovenover repslagerens hode. De lød endnu længe utover kvelden.
Berthe lot repslageren sitte uforstyrret inde i kammerset. Nu tuller han, sa hun, men snart blir han træt, og saa sovner han. Fru Altenburg sat ved vinduet inde i stuen og rokket og rystet paa sit merkværdige hode. Hun hørte ingenting. Alt gled forbi hendes øine og øren, uten at det avsatte gnist av forstaaelse eller forundring eller angst. Hun var fuldkommen indesluttet, et væsen for sig selv, som ikke hadde nogen forbindelse med sine omgivelser eller det nærværende. Solen skinte over hende, sneen lyste mot hende, skumringen vandret over markerne og spandt et spind av tættere og tættere mørke omkring hende. Og hun var stedse den samme tause, som i sin evige ruggen og duven syntes optat av noget gaadefuldt, som en gang hadde grepet hende, og som hun bestandig var ifærd med
