Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/100

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest



Da den magre hadde hørt paa ham en stund, sa han følgende gaadefulde ord, som de to koner fæstet sig ved og forundret sig over. Han sa:

— Tiden begynder at nærme sig. Og litt efter tilføiet han: Det varer ikke længer end til næste veirskifte.

— Er døren stængt? spurte han.

Nei, døren var ikke stængt.

Han gik raskt gjennem kjøkkenet. Underveis hørte han repslageren slaa i bordet og rope høit:

— Det slavepak! Ha! Jeg kjender det nok. La’n greie sig selv, slaven. Som en reder (dunk i bordet), saan ligger man, akkurat, ja. Slavepak!

Den magre tok først haardt i døren, og da den var laaset, banket han.

Straks blev det ganske stilt indenfor. Den magre banket igjen. Ingen svarte. Men litt efter kunde han føle, hvorledes gulvplankerne bevæget sig mykt ved repslagerens skridt. Altenburg gik paa hose-sokkerne over gulvet. Litt efter pustet det i laasen, og en mand indenfor famlet med nøklen.

— Luk op, sa den magre, jeg har noget at fortælle Dem.

Da han fremdeles ikke fik noget svar, slog han haardt i døren.

— Luk op, for satan.

Saa blev nøklen vridd om, og døren aapnet.

Repslageren selv var nærved at gaa bakover med døren, men han fik dog grepet for sig og holdt sig fast.

Den magre gik uten videre ind og skjøv døren igjen efter sig. Repslageren sank ned paa en stol. Det var endnu ikke blit helt mørkt. Men i skumringen, som sank ind gjennem vinduet, fortonet