Side:Edda-kvæde, Gudekvæde.djvu/9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest

Rigs-tula.

——


So segjer menn i forne sogur, at ein av æsine, han som Heimdall het, var paa ferd frammed ei sjøstrand, og so kom han til ein gard og kalla seg Rig. Etter den sogo er dette kvæde.

1.
I old, er sagt, gjekk han
dei grøne brautir[1],
trauste gubben,
trollkunnig aas.
Ram og rask
kom Rig reikande.
Midt etter stigen
skreid han so fram.

2.
Kom til eit hus,
hurdi[2] var stengd.
Inn mun han gange,
eld brann paa golve,
og eit graahært hjon[3]
grov fram-i aaren,
Aae og Edda
med aldrugt skaut.

3.
Rig kunde deim
raadir segja.
Munde seg setja
midt imillom,
med mann og kone
paa kvar si led.

4.
Daa tok Edda
ein diger leiv,
tung og klumput
og tett med saadir.
Midt paa ein stett
ho sette det fram.
Sòd[4] var i bolle
ho bar paa bord.

5.
Rig kunde deim
raadir segja,
reis upp fraa sess,
var huga te sova.
Midt i lego
lagde han seg,
med mann og kone
paa kvar si led.

  1. Braut, veg.
  2. Hurd, dør.
  3. Hjon, ægtefolk.
  4. Sòd, ferskt kjøt og supe.