Kund het ein til,
Kon var den yngste.
42.
Men Kon unge
kunde runir,
runir som aar
og æve stend.
Meir kunde han:
mannaliv berge,
stormar stille,
sverds-egg døyve.
43.
Han fuglemaale
fulla kunde.
Eld han stogga,
sorgir døyvde
og stillte hugen.
[Og so er sagt:]
han aatte manns avl[1]
og age hadde.
44.
Han med Rig Jarl
um runir stridde,
batt han med velur[2]
og vart den beste.
Daa til odel
og eige vann han
Rig aa heite
og rune-rneister.
45.
Reid Kon unge
i kjørr og skogar;
og fuglen han fall,
der pili hans flaug.
Daa kvad ei kraake,
paa kvisten sat:
„Kvi fèr du Kon ung
og fuglar veider?
46.
Heller du skulde
din hesten ut ride,
geiren[3] støyte
og slengje spjot,
[vig[4] vekkje,
voll blodge,
med hoggi harde]
her felle.
47.
Dan og Danp
hev dyre hallir
yppare odel
enn du mun eige.
Kan fulla dei
kjølen ride,
faa sverd te bite
og saar te svide.“
48.
Spjot han slengde,
i skjold det skalv,
sprengde fram hesten,
og sverdhoggi skrall.
Vig han vakte,
voll han blodga,
val[5] han fellte
og vann seg land.
49.
Reid han sidan
gjenom svarte skog,
yvir helut[6] fjell,
til halli han kom.
50.
[Fann der ei møy
fagrast av kvende]
Bruni var bjartare,
brjoste ljosare,
halsen kvitare
enn klaare mjølli.[7]
Flust var med gull,
der dei flutte saman.
Side:Edda-kvæde, Gudekvæde.djvu/14
Denne siden er korrekturlest
