Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/88

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

et nonnekloster i nærheden. Skandalen var stor og øgedes dag for dag. Paven fik underretning derom og sendte straks to fromme munke, som han stolede paa, derhen, for at de skulde gjøre undersøgelser og gribe til forholdsregler. Munkene begyndte sin undersøgelse, og da djævelen endelig saa sig opdaget, afkastede han tegnene paa sit selvtagne embede og sank ned gjennem jorden. De forførte munke gjorde bod, og den forrige orden blev atter oprettet. I Danmark, Tyskland og England var engang i tiden en historie meget bekjendt om en munk ved navn Ruus, Rusch eller Rausch, en djævel, der som kok traadte ind i et kloster, gjorde sig til mellemmand mellem abbeden og munkene, efter syv aars forløb blev optaget i ordenen og skulde ha styrtet hele klostret i fordærvelse, var han ikke biet opdaget.

Som man ser, vælger djævelen en listig — ræv, som han er — ikke altid den beneste vei for at naa sine maal. Han ved saare vel, at den beneste vei ikke altid er den korteste og ikke den sikreste heller. Ja, ikke sjelden slog han ind paa en vei, der syntes at maatte føre til et maal, der var hans eget stik modsat, men for ham var den sikreste, fordi andre ikke kunde mistænke ham saa let. Naar han for eksempel saa en mand, der helt hengav sig til sine fromme øvelser, var døv for enhver smiger og utilgjængelig for enhver vildfarelse, tabte han ikke tid med at besvære ham med fristelser af mere eller mindre verdslig karakter, tvertimod! Han gjorde ham bare endnu mere haardnakket i sine øvelser, drev ham til at skjærpe sine selvpinsler, og undertiden lykkedes det ham endogsaa at bibringe