han nødig ha gjort! Synet af visse skuespil bragte begjær, som han havde troet udslukkede for altid, til atter at blusse op i hans sjæl. Han forelskede sig i den skjønne, unge datter til en adelsmand i nabolaget og syndede med hende, og for at dølge sin brøde og undgaa forældrenes hævn myrdede han derefter pigen og gjemte liget under sin seng. Men ugjerningen blev opdaget og den skyldige dømt til døden. Da han besteg galgen, raabte han: „Dette er den ende, hanen har ført mig til!“
Fristelser af denne art gjorde djævelen lidet besvær og naaede næsten af sig selv sit maal. Men der gaves andre, som han havde forberedt lang tid iforveien, og som han med utrættelig flid, med vidunderlig taalmodighed beskjæftigede sig med. En i middelalderen meget udbredt historie beretter, at djævelen engang gjorde sig om til et barn og i denne skikkelse bad om og blev optaget i et kloster, der stod i særdeles ry for hellighed. Abbeden, en brav mand, lod barnet undervise, og da det var meget lærenemt, snilt og velopdragent, troede han, at klostret havde gjort en god erhvervelse her og takkede Gud derfor. Da barnet var vokset til og havde naaet den nødvendige alder, tog det, til munkenes store glæde kutten, og da den gamle abbed nogle aar efter døde, blev det enstemmig valgt til hans efterfølger. Men der gik ikke lang tid hen, saa begyndte klosterreglerne at slappes, sæderne at forfalde. Den ny abbed forbedrede maden i høi grad, gav med rund haand dispensation (fritagelse fra reglerne) og lettede paa alle mulige maader samkvemmet for sine munke med søstrene i
