planterne, river om de daarligt byggede hytter, som væsentlig ildesindet. Aanderne ordnede sig i tvende store hærskarer, alt eftersom de syntes at bringe menneskene nytte eller skade.
Men hermed var man endnu ikke naaet til en virkelig, afgjort dualisme. De velsindede aander var endnu ikke de ildesindedes erklærede, uforsonlige fiender, og ikke altid var heller de første velsindede og de andre hellerikke altid ildesindede! Den troende var aldrig tryg paa, hvorledes de var srndet, de aander, som havde ham i sin magt. Han var ligesaa ræd for at fornærme vennerne som fienderne og forsøgte at stemme dem begge til gunst for sig ved samme midler uden helt at fortro sig til bare en eneste en af dem. Der bestod ingen virkelig, moralsk modsigelse mellem gode og onde, bare en modsætning i deres gjerninger. Endnu kunde de ingen moralsk karakter besidde, det havde jo hellerikke deres tilbedere, der bare saavidt havde aflagt dyret og endnu ingen anden forskjel gjorde mellem godt og ondt, end at det, som var til nytte for dem, kaldte de godt, det, som bragte dem skade, ondt. De tilbedende vilde satte i alt muligt aanderne jevnsides med sig selv som foranderlige væsner, der efter sin stemning var velvillige eller grusomme. Og de satte ikke de gode høiere og holdt dem ikke for værdigere end de onde.
I de onde ser vi uden tvil allerede skyggerne af Satanas, af det ondes aand, aftegne sig, men bare det rent fysisk onde. Ondt, det er det, som skader, og den onde aand er det, som slynger lynstraalen, tænder vulkanerne, oversvømmer jorden og
