udsaar hunger og sygdom. Saalangt som til at fremstille det moralsk onde naar han endnu ikke, thi endnu har menneskeaanden ikke lært at skille mellem det moralsk gode og onde. Af de tvende djævelens ansigter, ødelæggerens og fristerens, møder det første os først. Endnu er han intet ryggesløst væsen; der staar ingen over ham eller behersker ham.
Men efterhaanden udformer den moralske bevidsthed sig mere og mere, og religionen faar et sædeligt (ethisk) indhold, som den tidligere hverken havde eller kunde ha. Synet af selve naturen, hvor kræfter staar overfor kræfter, hvor nogle ødelægger, hvad andre frembringer, fører til forestillinger om to hinanden modsatte principer, der gjensidig udelukker og bekjæmper hinanden. Og saa opdager mennesket snart, at der ved siden af et fysisk godt og ondt ogsaa findes et moralsk, og tror at gjenkjende i sit eget indre denne modsigelse, som det har iagttaget i naturen. Det føler sig som godt eller slet, opfatter sig som bedre eller slettere, men vedkjender sig ikke sin godhed eller slethed som sin egen, som udtryk for sin egen natur. Det er vant til at hidlede det kjødeligt gode og onde fra guddommelige eller dæmoniske magter, følgelig tilskriver det ogsaa dem det moralsk gode og onde. Fra de gode aander kommer saaledes ikke alene lys, sundhed, alt det, som opholder og befordrer livet, men ogsaa hellighed, betragtet som indbegreb af alle dyder. Fra de onde aander kommer ikke bare mørke, sygdomme, død, men ogsaa synden. Og idet mennesket saaledes efter sin rent personlige (subjektive) opfatning deler naturen i en god og en ond
