plads“, men djævelen forstod selv at skaffe sig plads. Samme mand liavde sagt: „Modstaa djævelen, saa skal han fly fra eder“, men kun altfor hyppig blev den, der ivrigst af alle modstod ham, angrebet aller heftigst. Helt at unddrage sig hans indflydelse var umuligt, ja man kunde ikke engang helt undvige hans fordærvelige berøring. En bange sjæl kunde gjøre som skildpadden, drage sig tilbage i sit skal; men den maatte gjøre, som den vilde, altid maatte den lade et lidet punkt ligge aabent, hvorigjennem djævelen kunde føre ind sin hvasse, rovgjerrige klo. Hvo, der levede med i verden og i det verdslige samfund, stødte ikke alene ved hvert skridt paa Satanas, men man kan sige, han levede i Satanas, thi verdenslivet i sammenhæng med sit bedrageriske skinvæsen, sin liderlighed og yppighed, er ikke andet end Satanas. At leve i verden og ikke synde er ligesaa umuligt som at styrte sig i havet og ikke blive vaad. Den, der levede med i verden, var saaledes uafbrudt fristelse underkastet, men den, som drog sig tilbage ifra den, undgik hellerikke fristelsen derfor. Gode kristne, hvem byernes fordærvelse og alt, hvad man netop betegnede som djævelens pragt, indgjød væmmelse og afsky, begyndte allerede paa Konstantin den stores tid at forlade byerne, at fly menneskenes omgang og at opsøge ørkenen. Men i Ægyptens og Asiens ødemarker gjenfandt de den samme Satan, hvem de saa omhyggeligt havde villet undvige. Ikke anderledes gik det andre verdensforsagere, som, uden at forlade byerne og befolkede egne, bag klostermuren havde søgt en sikker fremtid for den frygtede modstander. Og den ene som den anden befandt
