stræbelse. Enhver begaaet synd, enhver himmelen frarevet og for helvede vundet sjæl er en triumf for ham. Maa kirken længe nok staa der stærk og fast som en klippe i bølgebruset, han skal vide at angribe den og ramme den fra alle sider, ryste den helt ned i sine grundvolde og fra tid til anden rive løs en hjørnesten. Maa hyrden og hundene vogte sin hjord trofast nok, som en sulten ulv eller brølende løve, som apostelen kalder ham, vil han ikke ophøre med af ti lam at røve de ni.
Satan kan ikke erobre sjælene, naar han ikke først frister dem og fordærver dem gjennem synd, men forløst, som den er, er menneskenaturen desuagtet let at forlede til synd. Mod den fri vilje kan Satan ikke øve vold, men han kan lægge ud en slig mangfoldighed af snarer for menneskeheden, at denne nødvendigvis maa ligge under. Han er den store, den utrættelige frister. Han frister Eva og drister sig til at friste Kristus; hvad under da, at han ogsaa leder de frommeste mennesker i fristelse? Tvertimod, imod de frommeste opbyder han al sin skarpsindighed, thi de ikke fromme blir uden særdeles modstand hans partigjængere og tjenere.
Fristelsen var en flersidig, mangfoldig beskjæftigelse, uregelmæssig og vanskelig, som rettede sig efter anledninger og omstændigheder, forandrede sig efter personlighed, tid og sted, og som krævede fin iagttagelse, ikke sjelden stor udholdenhed. Fristelsen var en kunst, hvori Satan lagde hele sin aand og færdighed for dagen.
Anledninger til fristelser gaves der utallige af. St. Paulus havde sagt: „Skjænk ikke djævelen nogen
