smigrer legemet og lader det trives, paa det at det stedse maa blive stoltere mod den elendige sjæl og vokse den over hodet; han optænder dets begjær, hvæsser dets braad, styrker dets kræfter og mangfoldiggjør dets uforskammede fordringer, til sjælen har mistet sit kompas og lader sig tage paa slæb. Men han kan ogsaa slaa ind paa den modsatte vei. For at lade sjælen tabe al taalmodighed, for at forgifte den og sætte den i en tilstand af fortvilelse, kan Satanas lade legemet henfalde i sygdom, saare det paa tusen maader, saaledes som han gjorde med den arme Hjob. Mange ansaa epidemierne for hans værk og kvægsygdommene ligeledes.
Sjælen var sædvanligvis djævelens indflydelser mindre underkastet, men dog ikke aldeles kvit dem. Deri stemmer theologerne alle overens, at han ingen vold kunde øve mod viljen, og at den fri vilje ikke kunde være ham underkastet. I virkeligheden er de besatte fuldstændig i Satans vold, der lader dem gjøre og sige alt, hvad der behager ham, og efter en i kirken allerede i de første aarhundreder meget udbredt mening var de af banstraalen rammede og alle, som ikke var forløst ved daaben, ligeledes i Satans vold. Hvad angaar de besatte, er dette let at forstaa, da djævelen ikke alene beboede legemet, men ogsaa gjennemtrængte sjælen. Men vanskeligere er det at fatte, hvorledes dette slags djævelsk gjennemtrængelse kom istand.
Men ogsaa over sjælen hos dem, der ikke saaledes som de besatte var i hans vold, formaaede djævelen meget. Herved maa man erindre sig, at enhver begaaet synd var en for fienden aabnet port.
