stændigt. Allerede jøderne betragtede ørkenen som de onde aanders egentlige opholdssted, og enhver ved, hvor mange ængstelser og fristelser ørkenens eneboere havde at gjennemgaa. Enkelte planter, som valnøddetræet og alrunen, tilhørte saa at sige djævelen, medens andre, som hvidløgen, var ham modbydelige. Kul og aske var ham behagelig, men salt berøvede ham al styrke, og det samme var tilfældet med enkelte ædelstene. Hellerikke dyrene bar sig alle ens ad imod ham; padden var ham en trofast tjener og hanen en kraftig modstander.
Jeg har allerede sagt, at Satan havde megen indflydelse overfor menneskelige ting, og man behøver bare at betænke, at menneskeslægtens fordømmelse var hans værk. Men ogsaa her maa man gjøre en forskjel. Hans magt over menneskenaturen efter syndefaldet er meget stor, men dog ikke uindskrænket. Der gives et fysisk og et moralsk menneske, et legeme og en sjæl, og Satans magt over begge var ikke lige stor. Legemet, — dyret, som man ogsaa kalder det, er til en vis grad en ven af og vasal under Satan, og der har været kjættere, som tydeligt og bestemt erklærede, at dette var hans og ikke Gruds værk. Legemet er sjælens fængsel, ophidser uafbrudt til synd og bøier sig lærvilligt for dens vilje, som alene gaar ud paa at fordærve sjælen. Naar der, som hvermand ved, hersker tvedragt mellem sjæl og legeme, er legemet djævelens naturlige forbundsfælle. Og deraf drager djævelen nytte. Han
