himmelen. Stormens hyl er skriget af rasende djævle. Ganske vist siger St. Thomas, at saadanne omvæltninger af dem alene blev frembragt artificialiter (paa kunstig vei) og ikke naturali cursu (paa naturlig vei), men i praksis kommer dette paa et ud. I Antepurgatorium lader Dante Buonconte af Montefeltro, der var falden ved Campaldino, fortælle, hvorledes hans legeme, der ikke var fundet frem efter slaget, var blevet bortrevet af et af djævelen frembragt uveirs vandstrømme. Der blev tillagt djævlene evnen til at fremkalde hvilkeslags atmosfæriske foreteelser som helst, og Thomas af Canterbury anser fata morganas skuffelser for deres værk.
Ikke mindre var deres, magt over jorden, hvad der er ganske fornuftmæssigt, naar man gaar ud fra, at helvede ligger i dens middelpunkt. Jordskjælv var deres værk eller kunde være det, vulkanske udbrud ligeledes, og man ansaa sædvanligvis vulkanerne for helvedes aabninger eller skorstene. Naar en djævel i hurtigheden vilde fare bene veien ned i sin mørke bolig, befalede han jorden at aabne sig, og forsvandt i det aabne svælg som igjennem et theatergulv.
Men ikke alting i naturen var paa samme maade undergivet djævelens magt; enkelte adlød ham ubetinget og blev modstandsløst til et værktøi og kar for den onde magt, men andre bød djævlene afgjort modstand. I denslags tro fandt overtro og fantasi rigelig næring. Djævlene elskede ensomme, uhyggelige steder, bratte klipper, tætte, mørke skovtykninger, huler og afgrunde, og dette netop fordi paa slige steder deres vælde var uimodstaaeligt og mere fuld-
