i en kvindes skikkelse; flere andre døde deraf. Thomas af Canterbury siger, at synet af djævelen gjør stum. Dante blir mat og kold som is i Lucifers nærværelse, ikke dør han, og ikke er han levende. Dette bør man ikke forbauses over, thi den hvide dame og andre spøgelser havde jo ogsaa den magt at dræbe gjennem sit blik og sin aande.
Utallige var de skikkelser, under hvilke djævelen kunde dølge sig og uendelige de skuffelser, han derved kunde istandbringe. Men der gaves ogsaa folk, som f. eks. den hellige Martin, som forstod at veire ham under de mest skuffende former. Var han demaskeret, stak den forklædte djævel hurtigst muligt af og antog atter sit sædvanlige udseende.
Dette var djævelens fysiske natur, om den moralske taler jeg ikke her; den behandler vi i næste kapitel. Kun saa meget siger jeg, at tvertimod den hellige Thomas af Aquino’s mening, der ingen andre synder tilskriver ham end stolthed og misundelse, har folkemeningen lagt ham alle syv dødssynder tillast.
