Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/37

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

værende skikkelse ikke er fra en senere tid end det sjette aarhundrede.

Jo mere frygten for Satan vokser i gemytterne og breder sig ud over verden, desto skrækkeligere og mere fantastisk blir hans hæslighed; men selvfølgelig, naar han snart fik den ene og snart den anden skikkelse, bidrog leilighed, tro og temperament hertil ikke lidet. Den enkleste skikkelse, man har omklædt ham med, er en skindtør, rustgul eller bleg, forfærdelig mager mand, med glødende, vidt opspilede øine, hvis hele, uhyggelige person indgyder spøgelsesagtig skræk. Saaledes beskrives han i det trettende aarhundrede mere end en gang af Cæsar von Heisterbach, en cisterciensermunk, hvis navn vi ogsaa senere hyppig vil møde paa disse sider. Saaledes fremstiller ogsaa Theodor Hoffmann ham i den sælsomme fortælling, der har til overskrift: „Djævelens trylledrik“. En anden skikkelse, som kunsten utallige gange har benyttet, er en sortagtig, hæslig engel med flaggermusvinger, med magert, haarbevokset legeme, paa hodet to eller flere horn, krum næse, lange, spidse øren, grisetænder og med klør paa hænder og fødder. Saaledes ser den djævel ud, som i Dantes „Helvede“ styrter en af Santa Zitas ældste ned i bedragernes seigt flydende beg:

Hvor isned synet af ham alt mit blod,
hvor glad ved andres jammer var hans mine!
Med vingen spredt, han kom paa rappe fod,
den spidse skulder løftet, hugged sine
de hvasse klør i arme synders ryg
og bar ham skrævende til pølens pine.