steges paa en rist, ikke bare en jætte, men besidder som Briareus hundrede arme, og saaledes — med hundrede arme og fødder — saa ogsaa den hellige Brigitta ham i det 14de aarh. Til gjengjæld blir djævelen undertiden ogsaa fremstillet som dværg, sandsynligvis efter indflydelse af germaniske myther, som vi her ikke kan opholde os ved.
Dantes Lucifer har tre ansigter, men Dante er ikke den første, som tilskriver ham dem. I middelalderen blev undertiden treenigheden fremstillet i skikkelse af et menneske med tre ansigter, og da begrebet den guddommelige treenighed som modsætning ogsaa tillod en djævelsk treenighed, og da man desuden antog tre kræfter eller egenskaber hos den onde aand, der stod i modsætningsforhold til dem, som guddommens tre personer fordelte mellem sig, var det naturligt, at man, for at fremstille helvedes fyrste tog sin tilflugt til en skildring, der modsvarede den, hvori man afbildede den ene, treenige Ghid. Denne trefjæsede Lucifer, der ligesom udtrykte treenighedens modsætning eller forvandling, kan man se som billedstøtter, glasmalerier og som miniaturer i haandskrifter, snart med en krone paa hodet, snart prydet med horn, og i haanden holder han snart et scepter, snart et svækrd eller begge dele. Det er vanskeligt at sige, hvor gammel denne fremstilling er, men den er sikkert ældre end Dante, der optog den i sit digt, og ældre end Giotto, der fremstillede den i et af sine berømte loftmalerier. Allerede i det ellevte aarhundrede finder man dem, og i Nikodemus’s apokryfiske evangelium blir der hentydet til en trehodet Belzebub, et evangelium, der i sin nu-
