angaar det saa meget mere fantasien, og i de folkelige forestillinger har man aldrig undladt at tilskrive djævelen et muligst solid legeme.
Hvorledes var nu dette legeme beskaffent? Man lægge vel mærke til, at det her dreier sig om djævelens naturlige skikkelse og ikke om dem, han efter behag kan paatage sig. Derom blir senere talen.
I almindelighed og efter regelen havde de dæmoniske legemer menneskeskikkelse, og over det kan man hellerikke forundre sig. Mennesket har jo dog skabt sine guder i sit eget billede, hvi skulde det saa ha gjort anderledes med englene og djævlene? Men naar der her tales om menneskeskikkelse, maa man ikke derved underforstaa en, der helt og holdent ligner vor. Ifølge syndefaldet fik Satanas,
som Dante siger, og med Satanas de øvrige oprørere, se sine legemer blive ikke alene tættere og grovere, men ogsaa se den høie skjønhed, Gud havde iklædt dem, forvandle sig til svagelig hæslighed. Djævelens skikkelse er saaledes en forvansket, troldagtig menneskeskikkelse, hvor det dyriske er sammenblandet med det menneskelige og ikke sjelden overveier det. Og skulde man efter deres ydre anvise djævlene — med d’hrr. naturforskeres tilladelse — en plads i den zoologiske ækkefølge, maatte man for største-
