delen optage dem i en nyskabt familie af anthropoïder.
Usædvanlig hæslighed, der undertiden indgjød forfærdelse, undertiden haan og latter, var følgelig de saa at sige mest fremtrædende og iøinefaldende fysiske kjendetegn paa djævelen, og dette var velbegrundet. Thi om det end ikke er sandt, hvad Plato skal ha sagt, at skjønheden er det godes afglans, saa er det dog vist, at menneskene gjennem etslags instinkt, hvis oprindelse vi her ikke skal søge efter, blir ledet til at sammenparre skjønhed med det gode, hæslighed med det onde. At udstyre Satan med umaadelig hæslighed blev betragtet som et fortjenstligt værk, som allerede i sig selv gjorde sjælen godt, og hvori tillige det retmæssige had mod en fiende fandt sit udtryk, der aldrig kunde frygtes formeget. Legendeforfattere, malere og billedhuggere har forbrugt den bedste del af sin opfindelsesevne til fremstilling af Satan og givet et billede af ham saa godt eller rettere sagt saa følt, at han maa ha følt sig fornærmet selv, tiltrods for, at han jo ikke skal lægge megen vægt paa sin skjønhed. Den er bekjendt nok, den i middelalderen saa ofte berettede historie om, hvorledes en maler, der havde afbildet en djævel altfor fæl, af denne blev styrtet ned fra stilladset, hvorpaa han arbeidede. Hans lykke var det, at en madonna, som han havde malet overmaade deilig, rakte armen ud af billedet og greb ham midt i luften.
Forresten var det aldeles unødvendigt at opfinde noget. Mange havde seet djævelen med egne øine og kunde sige, hvorledes han saa ud, og i visionæ-
